Tilbage

Samsø Rundt i Kajak fra Norsminde

27/07-2026

Optakten

Jeg havde udset mig Samsø Rundt som den første langtur i en Rockpool Taran16 jeg har været heldig at få fingrene i, så tirsdag gik med at pakke grej klar og få det til at være i kajakken. Første overraskelse var hvor nemt det gik - der er jo kæmpe meget lasteplads, så det var nærmest med fornemmelsen af at "noget må være glemt" jeg satte den på en test-tur i Glyngøre tirsdag aften. Kort runde i vind og bølger. Stabiliteten og trimmet godkendt, rul? tjek. Selvredninger? Tjek. 

Her fandt jeg ud af at der skulle skiftes til et andet spraydeck: Havde egentlig satset på et Reed deck, men det viste sig at være mere besværligt at krænge på i bølger, så tilbage til det gennemprøvede Seals Shocker neopren. 

Så, afsted

Onsdag morgen: Til Norsminde syd for Århus, pakke op (nemt, nu når tingene lå klar i de rette ikea-poser), og så afsted. Medvind og surfbølger i det første kryds, 18 km gik tjept, og de brydene bølger på Issehoved Rev blev nemt forceret, rundt i læ og til første pause på land. Kaffe, mad og tøjskift. 

Derefter tur ned langs Samsøs østkyst der byder på interessant navigation og varieret landskab, et pitstop i Ballen Havn til fiske og fritter og en is, det sidste nap sydpå med udsigt til Sjælland og og så til sydkysten for en simpel overnatning. Helt øde, månen oppe, nordkysten af Fyn kan skimtes i det fjerne. 

Nordpå og sidste kryds

Torsdag morgen: en lidt tung start i modvind og modstrøm op til Sælvig - der kom varmen, vinden lagde sig og der blev tanket madpandekager med linser og dåsemakrel (på tur smager alt jo godt). Videre til nordvesthjørnet, Tunø passeret til venstre, og turens sidste stop på Issehoved, hvor jeg lige var i land og skifte til en tør trøje, og få en kop kaf' inden krydset retur. 

Vejen til Norsminde var ret enkel: Stik vest, 18 km - vinden lagde sig helt som forventet, bølgerne rullede ind fra alle sider og skabte uroligt vand og solen hamrede ind lige forfra. Jeg var lykkelig for den brede solhat, de mørke solbriller og et ekstra lag solcreme. Det blev ret fokuseret arbejde på at holde momentum energien oppe. De normale 30-minutters pauser blev kortet ned til hvert 20. minut, og vanddunkene blev tømt til sidste dråbe inden jeg nåede i land.

I land igen i Norsminde, et havbad inden jeg roede ind i havnen og pakkede ud fra turen.  Det positive her var at kroppen føles stærk - væskebalancen i orden og maven rimelig mæt. Der var ikke gravet dybere end rimeligt. Og netop som jeg satte kajakken i land, mærkede jeg det første pust af den fralandsvind der var lovet på vejrprognosen, og som jeg havde roet for at undgå. Perfekt timing. 

Afrunding

Jeg kørte hjemad med en rigtig god fornemmelse: Det var så første og meget positive erfaring med langtur i Taran 16'eren: Det er nok den kajak jeg har roet ind til videre, som på fineste vis kombinerer pakplads, siddekomfort (107 km over 2 dage uden ubehag ømhed eller skarvesår), tilpas stabilitet, god cruise hastighed og en vild evne til at fange surfe bølger selv når den er lastet. Mange andre kajakker har delene hver for sig. Her kommer det bare i én samlet pakke. Fænomenalt.

Det var virkelig dejligt at komme ud og strække igennem, lærerigt at få erfaringer med Rockpool's Taran16, og virkelig FEDT at se Samsø. Smukt, meget varieret landskab og vand, en ø der kun kan anbefales at tage rundt om i kajak. 

Kan du li' indholdet her - og vil du have mere?

Få månedens inspiration og nyheder fra OnAdventure.

Følg med i det indhold, som flest andre synes godt om, og få månedens vigtigste nyheder.

Good vibes only, nyhedsbrevet er spamfri zone og og du kan afmelde når som helst.