Dag 11+12: 501 kilometer og en udfordrende afslutning

Klip fra kajakroerens dagbog: Den 13. + 14. september 2018, fra min tur Nørrejyske Ø rundt.

Det var en vild afslutning på Nørrejyske Ø rundt turen, nu skal du høre! 

Dag 11 startede i Mou - meget tidligt!

Vækkeuret ringede klokken 03, op og pakke lejren sammen, og på vandet lidt over 04. Kursen blev sat mod Aalborg, ind gennem Langerak, og hurtigt kom både varmen og rytmen i kroppen. For en sjælden gangs skyld var der 10 kilometer med medvind, så der var god fart over feltet sammenlignet med dagene før. Med det samme spolede min hjerne frem-frem-frem: Hvis det her fortsætter, og med fuld damp på, så er jeg i mål inden det trækker op med mere vind til formiddag.

Jeg skulle snart blive meget klogere!

Da jeg nåede Aalborg efter de første 25 kilometer, var der en kort pause for at nå at købe ind og få en kop kaffe. Underlig oplevelse at være tilbage i byens larme, lyde og lugte efter mange dage ude på de salte kyster.

Modvinden havde meldt sig, og modstrømmen ligeså. Jeg roede videre ud i regnen og håbede det ville vende. Hilste optimistisk på et par små motorjolle-sejlere, og et hold robåds-roere - men da jeg havde krydset over dynen (en lavvandet sandbanke vest for Aalborg), blev det sidste håb om at nå tidligt i mål på dag 11 slukket. Bang! 10 m/s vind lige i sylten og halvstore bølger.

Det resulterede i 2 stræk af ca. 1 kilometer hvor jeg kæmpede mig helt ind tæt på kysten, hvor jeg ca. 50 meter fra land kunne ro rundt til Klitgaards Fiskerleje nord for Nibe, og stille teltet op. Der var jeg ved middagstid, og kunne sætte teltet op i den tiltagende vind, der om eftermiddagen var oppe i kulingstyrke. Det rykkede godt i teltet, men grejet holdt.

Så langt så godt, 43 kilometer skal man jo heller ikke kimse af.

Jeg fik noget at spise, hvilede mig, klarede lidt emails og telefon-snakke, og så frem til næste vejr-vindue: Vinden ville tage lidt af hen mod klokken 22, og derfra være nede på "kun" 5-8 m/s fra vest (jeg skulle mod vest, så vind lige ind forfra) hen over natten til ved 05-tiden, hvor næste pust af kuling ville begynde. 

 

Det afgjorde beslutningen om hvad der skulle blive til turens Dag 12:

Der ventede godt-og-vel 25 kilometers natroning ud gennem Nibe Bredning og Aggersund. Et farvand hvor der godt nok stod sømærker langs sejlrenden, men ingen af dem havde lys på. Det var nymåne og delvist overskyet, og der trak stadig nogle hidsige regnbyger ind over. Der var med andre ord, mørkt og barsk vejr

I den sidste times tid op til afgang mærkede jeg spændingen i kroppen. Det var nu, slaget skulle stå. Den her, var måske i dagslys en god udfordring. Nu havde jeg allerede roet 43 km samme dag, på kun nogle få timers søvn - og så ventede der en tur på 5-6 timer i mørke. Der skulle graves dybt, og trækkes på mange dages kendskab til både krop og hjerne.

Men egentlig overraskende afklaret i hovedet, trak jeg så kajakken ud i vandet klokken 21:30, satte kursen ud mod sejlrenden, og gik i gang.

Sikken en fest!

Bølger, modstrøm og vind satte tempoet ned til omkring 5 km/t når jeg roede til (havde normalt ligget med 8+ km/t i rolige forhold med den indsats der blev ydet).

Strategien blev at følge sejlrenden via bøjerne over Nibe Bredning, dels for øvelsen i nat-orientering, og for at komme fri af de små øer og holme i en rimelig direkte rute. Derfra, ind til kysten og snige sig helt tæt på, de næste 15 kilometer til Aggersund. Lidt læ for modvinden var der at finde, og jeg måtte jo tage hvad jeg kunne få.

Godt med havregrød, bananer og energidrik fra dagslugen røg ned undervejs, og jeg nærmede mig Aggersund og de sidste 2 kilometers flat out sprint i modvind og kraftig modstrøm under broen. Den her etape, var bare hård til sidste meter.

Klokken lidt over 3 var Aggersundbroen over mit hoved.

Jeg var i MÅL.

Følelsen var en varm, stærk glæde og stor lettelse over at have klaret den i mål, og stolthed over at have truffet og gennemført beslutningen om at køre sidste etape i mørket, når det nu var der vejret var "mindst ringe".

Det blev øjeblikkelig fejret med en halvliters Limfjordsporter  (den ultimative porter hvis du spørger mig - skal prøves!) og en lille sejrs-video, inden jeg i nattemørket fandt en smule læ bag en hybenbusk ved stranden, og smuttede ind i teltet og soveposen.

Nørrejyske Ø Rute.png 
Nørrejyske Ø Rundt -- 501 kilometer langs Skagerrak, Kattegat og Limfjordens kyster!

Turen i tal

Dag Distance Start Starttid Sluttid Brugt tid Gennemsnit km/t
1 50 Aggersund 08:40:00 18:08:00 09:28:00 5,3
2 47 Sillerslev 12:18:00 21:23:00 09:05:00 5,2
3 38 Thyborøn 12:28:00 21:04:00 08:36:00 4,4
4 57 Bøgsted Rende 04:36:00 18:07:00 13:31:00 4,2
5 48 Thorup Strand 12:39:00 23:19:00 10:40:00 4,5
6 52 Løkken 10:55:00 20:29:00 09:34:00 5,4
7 50 Skiveren 10:34:00 21:17:00 10:43:00 4,7
8 17 Aalbæk 18:56:00 21:56:00 03:00:00 5,7
9 22 Palmestranden 14:45:00 19:46:00 05:01:00 4,4
10 50 Sæby S 09:12:00 21:48:00 12:36:00 4,0
11 44 Mou 04:16:00 13:02:00 08:46:00 5,0
12 26 Klitgaard 11-09-18 20:53 12-09-18 03:14 06:21:00 4,1
TOTAL 501


107:21:00 4,7

 

Dagens tip - om at lande!

Der er ingen tvivl om at jeg havde kørt mig selv maksimalt hårdt det sidste døgn for at nå i mål. Mange timer i kajakken, med indlagte mentale udfordringer som natroning, og sprint-tempo-passager indlagt, det havde tæret hårdt på kræfterne. Der var kommet et par nye vabler i håndfladerne, og jeg var bare træt.

Så er kunsten at lande ordentligt tilbage ved familien og i hverdagen igen.

Svigermor og min søn på 3 hentede mig om formiddagen, jeg havde fået pakket hele oppakningen sammen og vi kørte hjem. Jeg havde ingen aftaler jeg skulle nå, og det var egentlig meget godt - for jeg kørte absolut i tomgang. Fik et varmt bad, en stor portion frokost, og begyndte at pakke grejet ud.

Der blev kigget på et par mails, og prioriteret opgaver til næste dags arbejde.

Der blev leget med børnene, som trængte til noget far-tid.

Og så fik jeg vasket en masse beskidt og saltvands-indsmurt grej og tøj.

Og det var så egentlig den dag.

Ingen krævende aftaler

Tid til at lade oplevelsen synke ind

Glæden ved at se familie og venner igen!

Og glædes ved at det lykkes!

 

Nu mens jeg skriver dettte, er det lidt over 2 døgn siden jeg startede den sidste etape med 6 timers natroning gennem Aggersund.

Jeg kan stadig føle fornemmelsen i kroppen, men muskler og energi-niveau har det markant bedre nu.

 

Så tippet for denne gang er enkelt og svært på samme tid:

En krævende kajaktur kræver tid til at lande bagefter.

Sørg for at du har friheden de første 24-48 timer, til at gøre ting du har lyst til.

Uden de store aftaler eller forventninger.

Tid til at reflektere og vegetere.

 

Jeg har mærket det på denne tur, og jeg har også mærket tidligere gange, både effekten af at fokusere på landingen.

Den negative konsekvens af ikke at give sig selv tid til landing efter turen, bliver for mig at jeg synes det er sværere at huske detaljer og fede øjeblikke så tydeligt.

For mig er det som at turen gennemleves igen bagefter, og på den måde fremstår mere klart i hukommelsen, når man giver sig tid til at lande.

 

Som afrunding her, skal lyde en kæmpestor tak for al den positive opbakning jeg har oplevet til projektet.

Så mange mails og masser af skulderklap på sociale medier, hvor har det bare været fedt at mærke jeres energi i at følge med i oplevelsen

TAK til alle der har skrevet, kommenteret og delt likes ud - den opbakning er blevet husket ude på vandet, og bliver husket også fremadrettet.

og KÆMPE-TAK til min hustru Ann-Kathrine for at passe på vores unger og besøge mig midtvejs, på turens Dag 8.

 

Jeg håber at turen også har givet dig inspiration til hvordan du kan tage din kajakroning videre. 

Skal du ud på kajaktur? 

Rundt om en ø?

Øve kajakteknik og sikkerhed?

Udfordringer kommer i alle størrelser - det er bare at vælge efter dit niveau og din tidsplan, og sætte pagajen i vandet.

 

Jeg glæder mig til at høre om dine kajakprojekter, og håber at turen her har inspireret dig! 

« Dag 10