⌘K
Produkter Podcast Blog

Surfsymposium 2015

Surfsymposium-2015-003

Det årlige DKF Surfsymposium har siden 2008 kørt hvert år i sidste weekend i september, og sat fokus på kajaksurf. Den første start var med havkajakker som altoverskyggende aktivitet - billedarkiverne fra 2008 afslører 2 high performance surfkajakker, og et par whitewater/playboat kajakker. Og ca. 20 havkajakker.

"Teenageren" er i mellemtiden blevet voksen, og her i 2015 ser vi noget der ligner 20 havkajakker og 30 deciderede surfkajakker på vandet. Internationalt indslag med Chris Hobson (tidligere 3 gange kajaksurf verdensmester, nu aktiv med Ride Kayaks) - en hel dag dedikeret til Danish Open / DM Surfkajak konkurrence med over 6 timers intense heats på stribe, og for første gang i år, en kåring af danmarks bedste kvindelige kajaksurfere. Wow!

Dette års symposium havde Thisted Ro- og Kajakklub som base. Som tidligere år, en super location at samles på, forplejning så ingen skulle gå sultne i seng. Lørdag morgen startede med fælles briefing om sikkerhed og dagens workshops - og så gik turen til Hanstholm for surfkajak-workshops med Chris, Jesper, David og Anders som undervisere.

Havkajakkerne satte kursen mod Vigsø Strand, med Tue, Jon, Nikolaj og Mark som undervisere. Alle på vandet i to spor, begynder og øvet - så der var fuld gang i aktiviteterne. Solen var fremme, vinden blæste, og smilene brede da folk kom trætte tilbage, med kajakker på skuldrene langs stranden. Grænser blev flyttet, færdigheder skærpet - lige som gode workshops skal gøre det!

Jeg så mest til de øvede havkajakroere, som beredvilligt gik i gang med opgaverne om at sætte fokus på takeoff og placering, forbedre manøvredygtigheden ved at styre farten og få kajakkens bag-ende op over bølgens top, redde sidesurf's tilbage til en fortsat surftur, og for dem der havde mere energi tilbage - baglæns surfture.

Surfsymposium-2015-001.jpg

Lørdagen blev rundet af i Hanstholm, med en tur i surfkajakken for lige at teste formen. Halvsmå og lidt rodede bølger gjorde det udfordrende at få nogle fornuftige surfture - men godt var det nu alligevel. Trætte, og bølge-mætte, pakkede folk grejet sammen og tog til Thisted igen, hvor Jakob Mønsted fortalte om sin deltagelse i Surfkajak VM i Galicia / Spanien tidligere på sommeren, som opvarmning til aftensmaden.

Søndag var DM Open / Danmarksmesterskab - og med et skippermøde kl. 9 og første heat 9:45, var der lagt op til en travl konkurrencedag. Heats kørte non-stop ind til kvartfinalerne - professionelt styret af Chris, Nina og Lise. Vanen tro, hjælper deltagerne med som dommere og sikkerheds-backup mellem deres heats, så der er masser af aktivitet og god stemning på stranden hele dagen, krydret med beats og kommentatorspor i højttalerne. 

Surfsymposium-2015-002.jpg

Vejret var nærmest sommer. Svag vind, høj sol og stort set skyfrit, blæste forestillingen om efterår langt væk på en af sæsonens måske sidste rigtig lune søndage i Klitmøller.  

Best Newcomer

Ole Studsgaard (Norge)

Damer DM i surfkajak

1. Plads: Heidi Kristiansen

2. Plads: Signe Stenkilde

3. Plads: Marie Birkemose

Delt 4. Plads: Henriette Bramsted & Mia Krogh

Herre DM+Danish Open i surfkajak

1. Plads: Mark Østergaard (DK)

2. Plads: Jakob Mønsted (DK)

3. Plads: David Tetzschner (DK)

4. Plads: Tue Olesen (DK)   

Tillykke til vinderne og tak til DKF Surf Arbejdsgruppen "SURFAR" for et fantastisk surfsymposium 2015