⌘K
Produkter Podcast Blog

Norsk klippekyst og rockhopping

Norge-Efterår-14-0010

En forlænget weekendtur til Norge bød på tre dagsture langs Norges sydvestkyst, for at udforske mulighederne i kajak langs klippekyst. Transporten var et velprøvet koncept - trailer med kajakker, og 4 personer i bil. Mad og telte var pakket med, så vi kunne stoppe for at sove og spise der hvor vi havde brug for det. Starten gik med færge fra Hirtshals til Kristiansand, og derfra i bil ca. 2 timer til Hidra.

Dag 1: Hidra Rundt, 28 km

En start i roligt vand, forbi et stort havdambrug, bragte os ud til Hidras nordvestlige hjørne hvor klippeskærene strækker sig ud og tager mod bølgerne. På med handsker og hjelme, og sydpå i ca. 1 meter dønning, til turens første stop på Rossøy fyr.
Norge-Efterår-14-002.jpg
Ruten - Hidra rundt


Norge-Efterår-14-005.jpg
Frokostpause på Rossøy, på vej Hidra rundt


Norge-Efterår-14-006.jpg
En fin lille beskyttet bugt ved Rossøy på Hidras nordvestlige hjørne


Turen fortsatte sydpå langs kysten, snoede sig ind og ud mellem skærene ud for Rasvåg, og sluttede i solnedgang tilbage på p-pladsen hvor færgen til Hidra sejler fra.

Norge-Efterår-14-001.jpg
På tur ved Hidras klippekyst (Foto: Katrine Balslev)


Her fik vi lavet et festmåltid på trangia, barbecuemarineret svinemørbrad, kartoffelrösti og grøntsager, før turen gik langs en mørk, snoet og regnvåd kystvej mod næste stop: Holmane.

Dag 2: Holmane og Sirevåg, 16 km

Her ankom vi om formiddagen, og fik rigget klar til tur rundt om skærene ved Holmane. Selv om dønningen var nede på måske 1/2 meter (mod 1 meter ved Hidra) var der super gode muligheder, og vi kunne ro helt tæt på klipperne, gå på opdagelse i den nærmest labyrint-lignende skærgård, og bare nyde solen.

Norge-Efterår-14-003.jpg
Ruten - Holmane og Sirevåg


Norge-Efterår-14-007.jpg
Katrine - tæt på klipperne ved Holmane


Norge-Efterår-14-009.jpg
Lars i fuld gang tæt på klipperne


Norge-Efterår-14-008.jpg
Hvad er den bedste linje? Katrine og Lars diskuterer mulighederne!


Norge-Efterår-14-0011.jpg
Kristian tæt på klipperne i Holmane


Norge-Efterår-14-0012.jpg
Skærgården omkring Holmane har fantastiske muligheder for rockhopping


Efter et par timers roning og tekniktræning ved Holmane, og en god frokost, og roede en tur langs klippekysten til Sirevåg. Tæt på klipperne ud, masser af refleksbølger og vand i bevægelse. Sirevåg ligger i den sydlige ende af en 6 km lang bugt med sandstrande, som en skarp kontrast til den klippekyst vi lige havde roet langs. Denne dag var der kun småbølger, men på en dag med større dønning kunne der være god surf (tjek prognosen her). Vi var blevet anbefalet Holmane, blandt andet af Roald fra Neptun Kajakk og Christian fra havkajakoplevelser.dk - og området lever helt klart op til forventningerne, hvor så lidt som 0,5-1 meter dønning, som giver masser af variation og udfordring. Vil du til Holmane, så vær opmærksom på at havnen er ret lille, og der er begrænsede parkeringsmuligheder - værd at tænke over at vise hensyn, specielt hvis man kommer i større grupper.

Norge-Efterår-14-0013.jpg
Pausemad - pandekager på Trangia


Dagen sluttede med friskbagte pandekager som opvarmning før køreturen til vores 3. spot: Skærgården ved Mandal. Her ventede en sen aftensmad, igen Trangia-gourmet i form af kyllingecurry med friske grøntsager og ris til - og i ly for regnen fik vi debriefet dagen over den sidste tår whisky og rom.

Dag 3: Ryvingen fyr, 12 km

Norge-Efterår-14-004.jpg
Ruten - Ryvingen Fyr


En kort dagstur fra havnen på Skjernøya til Ryvingen fyr, i det mest perfekte stille efterårsvejr. Solskin gennem et lag høje, tynde skyer - havblik store dele af turen. Zen i kajak - bedre bliver det ikke. Vi landede i den lille, naturligt beskyttede havn på Ryvingen, og tog madpakken med op til fyret, hvor vi gik på opdagelse rundt om bygningerne. Fyret er norges sydligste fyrstation, og har tidligere været bemandet af op mod 34 personer. I dag er fyret ubemandet, men bygningerne vedligeholdes og udlejes gennem foreningen Ryvingens venner.

Norge-Efterår-14-0014.jpg
Ryvingen fyr ved Mandal

Vel hjemme fra Ryvingen og de sidste kilometers roning, pakkede vi kajakkerne for sidste gang, og satte kurs mod færgeturen hjem, en god turoplevelse rigere, og med masser af inspiration til kommende kajakture langs Norges klippekyst i bagagen.

Tak til Katrine, Kristian og Lars for en god tur, godt selskab på land og på vandet, god mad og topklasse chaufførarbejde!