To dages begynderkursus for nystartede, glade havkajakroere er i mål - som finalen på Maj måned 2026, med vandet omkring de 15 grader varmt var det en fornøjelse at sætte gang i øvelserne, lige fra de første timer hvor balancen skulle på plads, til kæntringsøvelser og styretag, for så at slutte af med en rotur ud af Handbjerg Marina, ud i Venø Sund og lette, fine små Limfjordsbølger.

Eventyret begynder - en nat i shelter ved Kajak Freak
Der blev gået til opgaverne med frisk humør, færdighederne voksede og sikkerheden i kajakken flytter sig. Nogle gange tåmodigt og langsomt, andre gange i hurtige ryk hvor vi får sat koncepter på plads, som hvad forskellen er på et forankret og et skærende pagajblad, og pludselig åbner det op for både sideforflytninge ro bagror. Og til pauserne, hvor folk deler gode snakke, tager for sig af den medbragte mad og kaffe, og lader op til det næste heat på vandet.

Tekniktræning i beskyttede omgivelser og lækkert maj-vejr. Her: Sideforflytninger
Basen for dette kursus var Kajak Freaks butik og kursuscenter i Handbjerg, der leverede kajakkerne og en god del af udstyret til undervisningen. Vi kom på vandet i en flåde af kajakker fra P&H, Valley og North Shore. Det betyder så meget for oplevelsen og udviklingen at have adgang til et bredt udvalg af kajakker til forskellige personstørrelser og i forskellig stabilitet.
Samtidig fik vi besøgt butikken i et par omgange for at supplere op med de små stumper: Brillesnoren, næseklemmen, støvlerne, solbrillerne - fedt lige at kunne hente det lige ved hånden. Mellem de to kursusdage, fik jeg mig en fredelig, god overnatning i de hyggelige shelters som kan bookes hos Kajak Freak.

Instruktørcamp: Shelter hos Kajak Freaks butik og kursuscenter i Handbjerg
Kurset blev kørt i samarbejde med tre andre hjælpere der selv er på vej i deres instruktøruddannelse. Dejligt at have ekstra hænder og bemanding på, og kunne dele erfaringer om at skabe god kajakundervisning med andre instruktører der også er på vej i deres kajakrejse.

Søndag eftermiddag blev kurset rundet af med feedback til deltagerne om den videre færd: For dem der er bestået, og for de der er nået langt men stadig har noget at øve sig på, fik vi med fælles snak sat en streg under hvor vigtigt det er at starte fra det man kan i dag, være realistisk om egne evner, og værdsætte at kajakroning er noget der skal på sommerens program. Det handler om at finde løsninger der passer lige nu, og være ihærdig med at fortsætte træningen på vandet og på land.

Balancetræning og tilløb til at få kajakken med på kantning.
Her fra OnAdventure er der en stor TAK til alle jer der var med som kursister, og til jer der har bidraget til samarbejdet om at gøre forårets fedeste begynderkursus til virkelighed. God sommer i kajakken!
Kommentarer