Grønlandske Rul på Havkajakroernes Vintertræf 2017

HKR-Vintertræf-2017

Grønlandske rul er bare en god fysisk og mental udfordring. Og lige så godt som at rulle selv, er glæden ved at lære det videre og se det lykkes for andre.

I weekenden var jeg på det årlige Vintertræf i Havkajakroerne. Med 55 deltagere i svømmehal, i Odder (syd for Aarhus) er vintertræffet en tæt-pakket og intensiv runde af workshops som rammer alle niveauer fra begynderen til de mest øvede. Og der bliver nørdet både rul, redninger, leg og balance - alt det gode som man nu kan gøre indenfor i varmt vand.

Jeg fik vinget et par "firsts" af - en ny workshop om læringsveje til rul, målrettet instruktører som underviser i rul og gerne vil tænke mere systematisk omkring hvilke metoder de bruger i deres undervisning. Super engageret hold på 12 deltagere, som virkelig fik sat tankerne og snakken i gang. Og så fik jeg sat et par nye rul på plads: Rul med pagajen bag ryggen, og sculling med pagajen bag ryggen.

Magien på et træf som dette opstår kun når mange gode kræfter mødes og arbejder samme retning. Tak for skarpe øjne og god feedback, til Ida, Marianne og Niels. Stor tak til alle jer der deltog på workshops i redninger, begynder-rul, avanceret rul og grønlandsk reb-gymnastik! Specielt en stor tak til Træfgruppen for et godt arrangement, til Matilde Dueholm for billeder og til Ulla for workshop-arbejdet.